Blenstrup

Blenstrup:

Kun 15 minutters kørsel mod syd fra Aalborg Øst ligger Blenstrup, det er den nordligste by i Rebild Kommune, – et rigtigt godt sted at bo med trygge og hyggelige omgivelser, unik natur, højt til loftet, god plads og frisk luft.

Sydligt i byen ligger byens rekreative område, der består af Galgebakken samt et naturområde med bålhytte, spejderhytte og en festplads, hvorpå der spilles krolf og afholdes Sct.Hans fest m.m.

Blenstrup har et aktivt foreningsliv med en bred vifte af foreninger for både børn, unge og ældre. Der afholdes flere tilbagevendende årlige fester, som samler byen og skaber fællesskaber på tværs. Blenstrup er en af de få byer i Danmark, der fastholder traditionen med en majbøg hvert år pinselørdag.

Vi har dagligvarebutik, skole og daginstitution, med nok den mest kendte legeplads i hele Danmark, – nemlig Valhalla, bl.a. opbygget ved hjælp af gode frivillige kræfter, hvilket fortæller en del om Blenstrup og det fællesskab der findes her i byen, der er altid en god opbakning, når der afholdes forskellige arrangementer. Det er let at komme til Blenstrup både i egen bil men også med offentlig trafik.

I 2017 består byen af 529 indbyggere. Blenstrup har et godt samarbejde med de omkringliggende landsbyer bl.a. Gerding, Horsens, Askildrup, St. Brøndum og Dollerup, som er med til at holde gang i aktiviteterne i skolen, hallen og handlen i Blenstrup.

Se mere på blenstrupby.dk